Narnia: Løven, Heksen og Garderobeskabet

I professorens hus var der et lokale, hvor der stod et gammelt garderobeskab. Lucy var den yngste af de fire søskende. En dag åbnede hun døren til garderobeskabet for at se, hvad der var der inde.

Inde i garderobeskabet var der en skov. Det var vinter, og skoven var dækket af sne. Midt i skoven var der en lygtepæl. Her mødte Lucy faunen Tumnus. De blev begge meget overraskede over at møde hinanden. Lucy havde aldrig før mødt en faun. Og Tumnus havde aldrig før mødt et menneske.

Tumnus inviterede Lucy med hjem i sin hule og drikke te. Tumnus fortalte Lucy, at hun var kommet til Narnia. Og han fortalte hende om Den Hvide Heks, som havde forbandet landet, så det altid var vinter, men aldrig jul.

Efter besøget hos faunen gik Lucy hjem ad samme vej som hun var kommet. Da hun kom ud gennem garderobeskabet, skyndte hun sig hen til sine tre søskende for at fortælle, hvad hun havde oplevet. Men de troede ikke på hende. Hun opdagede, at selvom hun havde været i Narnia i flere timer, var der kun gået få sekunder hjemme i England. Så hendes søskende havde ikke nået at opdage, at hun havde været væk. Sammen kiggede de ind i garderobeskabet. Men portalen til Narnia var væk, og der var ikke andet i garderobeskabet end gamle frakker.

Nogle dage senere prøvede Lucy igen at gå ind i garderobeskabet. Og denne gang lykkedes det hende at komme til Narnia. Edmund så, at hun gik ind i garderobeskabet og fulgte efter hende. Pludselig var Edmund i Narnia. Men han kunne ikke få øje på Lucy. I stedet mødte han Den Hvide Heks. Hun fortalte, at hun var Narnias dronning. Hun inviterede ham op i sin kane og tilbød ham chokolade. Chokoladerne var fortryllede, så alle der spiste dem, ville blive besat af tanken om at spise flere af dem. Efter Edmund havde spist alle chokoladerne, bad heksen ham om at komme tilbage med sine søskende. Så vil hun give ham flere chokolader og gøre ham til prins af Narnia.

Da Heksen var kørt væk i sin kane, mødte Edmund Lucy, som havde været på besøg hos Tumnus. Sammen fulgtes de ad hjem gennem garderobeskabet. Lucy glædede sig at fortælle Susan og Peter, at Edmund nu også havde været i Narnia, og at han kunne bekræfte, at hun talte sandt. Men Edmund var ondskabsfuld og løj. Han fortalte, at det hele bare havde været en leg, og at Narnia ikke fandtes i virkeligheden. Det blev Lucy meget ked af.

Susan og Peter kunne ikke forstå, hvorfor Lucy blev ved med at påstå, at hun have besøgt en magisk verden inde i garderobeskabet. Så de opsøgte professoren for at tale med ham om Lucy. Professoren opfordrede dem til at tænke logisk. Der er kun tre muligheder. Enten lyver Lucy. Ellers er hun blevet skør. Ellers taler hun sandt. Hun plejede ikke at lyve, og der var ingen tegn på, at hun skulle være blevet skør. Derfor var det mest logisk at konkludere, at hun talte sandt. Susan og Peter var meget overraskede over professorens svar. Men professoren fortalte, at han boede et meget mærkeligt hus med mange hemmeligheder. Så han var ikke afvisende overfor idéen om, at Lucy talte sandt. 

Nogle dage senere var Husholdersken fru Macready ved at give nogle turister en rundvisning i professorens hus. Hun brød sig ikke om, at børnene var i vejen, når hun viste folk rundt i huset. For at undgå at være i vejen, valgte de at gemme sig. Og ved et tilfælde endte de med at gemme sig inden i garderobeskabet. Pludselig var de alle fire i Narnia. Peter og Susan sagde undskyld til Lucy fordi de ikke havde troet på hende. Og de blev vrede på Edmund, fordi han havde løjet. I Narnia var det vinter og meget koldt. Så de lånte nogle af frakkerne i garderobe-skabet for ikke at fryse. Herefter viste Lucy dem vejen hen til hulen, hvor Tumnus boede. Døren stod åben, men Tumnus var ikke hjemme. På gulvet fandt de et brev, som var sømmet fast til gulvet. De tog det med ud i sollyset for at læse, hvad der stod. Det var en besked fra Det Hemmelige Politi. Der stod, at faunen Tumnus var under arrest og ventede på at blive ført for retten sigtet for højforræderi mod Hendes Kejserlige Majestæt Jadis, Dronning af Narnia, og for at have hjulpet dronningens fjender, huset spioner og fraterniseret med mennesker.

De fire søskende vidste ikke, hvad de skulle gøre. Lucy følte, at det var hendes skyld, at Tumnus var blevet anholdt. Men hun vidste ikke, hvordan hun skulle hjælpe ham. Men så mødte de en talende bæver. Han ville gerne hjælpe dem, og inviterede dem til middag i hans hus. Her mødte de hans kone fru Bæver. Efter de havde spist, talte de om, hvad der var sket med Tumnus. Bæverne fortalte, at der gik et rygte om, at løven Aslan var ankommet Narnia. Aslan ville kunne hjælpe dem med at redde Tumnus, og de burde derfor rejse hen til stenbordet for at møde ham. Desuden var der en gammel profeti, som sagde, at når to menneskesønner og to menneskedøtre satte sig på de fire troner på Cair Paravel, ville den onde tid være omme. Derfor var heksen meget bange for, at de fire børn nåede frem til borgen Cair Paravel. For det ville medføre enden på hendes styre. Hun ville derfor gøre alt for at fange og dræbe dem.

Mens Lucy, Susan og Peter snakkede med de to bævere, stak Edmund af for at løbe hen og finde Heksen. Han havde så travlt, at han glemte at tage sin frakke på. Han var besat af tanken om at få mere chokolade af Heksen og var derfor villig til at begå forræderi mod sine søskende.

Heksen boede i et stort slot med mange tårne.

Inde i Heksens slot var der en masse statuer af fauner, kentaurer, dværge og dyr. Det var indbyggere i Narnia, som Heksen havde forvandlet til sten. Edmund så statuerne, da han gik ind ad porten til slottet. Men det fik ham ikke til at ombestemme sig. Han tænke kun på at få chokolade.

Heksen havde nogle store ulve som tjenere. Det var ulvene, som havde anholdt Tumnus og ført ham hen til hende. Efter at Heksen havde afhørt Tumnus om hvad han vidste, besluttede hun, at hun ville forvandle ham til sten.

Da Edmund opsøgte Heksen, blev hun meget vred over, at han var kommet uden sine tre søskende. Han fortalte, at hans søskende var i Narnia hjemme hos bæverne, og at de snart ville rejse hen til stenbordet for møde Aslan. Heksen blev meget bange, da Edmund fortalte, at der gik rygter om, at Aslan var ankommet til Narnia. Edmund fik ingen chokolade. I stedet blev han tvunget til at tage af sted med ud for at fange hans tre søskende. Heksen havde en dværg som tjener. Han gjorde kanen klar, så de kunne køre i den. Men efter de havde kørt et stykke tid, begyndte sneen at smelte, og kanen kørte fast. Herefter var de nødt til at gå. Heksen, dværgen og Edmund vandrede i meget lang tid, mens de så, hvordan sneen smeltede, og det blev forår.

Imens var Peter, Susan, Lucy og de to bævere begyndt deres lange rejse hen mod stenbordet. På deres rejse mødte de Julemanden. I al den tid, hvor Heksen havde hersket over Narnia, havde det altid været vinter, men aldrig jul. Men nu var Aslan ankommet til Narnia. Og det havde svækket Heksens trolddom. Julemanden gav de tre børn gaver. Peter fik et sværd og et skjold. Susan fik en bue, nogle pile og et lille elfenbenshorn. Lucy fik en lille dolk og en lille flaske, som lignede en diamant. Den indeholdt en styrkende drik, som kunne helbrede sygdom.

Peter, Susan, Lucy og de to bævere ankom til teltet ved stenbordet. Her mødte de for første gang løven Aslan. De mødte også de mange indbyggere i Narnia, som var kommet for at møde Aslan. Der var mange talende dyr, fauner og fire store kentaurer. Aslan var søn af Kejseren på den anden side af havet. Og det var Aslan, som i tidernes morgen havde skabt Narnia. Aslan bød dem alle velkommen.

Aslan sendte nogle kentaurer ud for at befri Edmund fra Heksen. Missionen gik godt, og Edmund blev befriet og ført hen til Aslan. Edmund havde en alvorlig samtale med Aslan. Herefter blev Edmund genforenet med sine søskende, som han sagde undskyld til.

Heksen søgte om audiens hos Aslan for at forhandle med ham. Heksen mindede Aslan om, at Edmund var en forræder, og at hun derfor havde ret til at få ham udleveret og dræbt. Heksen arbejdede engang som Kejserens bøddel. Derfor havde Kejseren engang vedtaget en lov, som bestemte, at enhver forræder tilhører Heksen, og at hun har ret til at dræbe, hver gang der bliver begået forræderi. Denne lov var en del af Den Store Trolddom. Aslan var Kejserens søn, og vidste derfor, at det var umuligt at modarbejde Den Store Trolddom, da det ville betyde, at hele Narnia ville blive tilintetgjort. Så Aslan var tvunget til at forhandle med Heksen for at redde Edmunds liv.

Aslan indgik den aftale med Heksen, at hun fik lov at dræbe ham i stedet for Edmund. Om aftenen mødtes Aslan med Heksen oppe på stenbordet. Alle de mange onde skabninger, som støttede Heksen, var mødt op for at se Aslan blive dræbt. Lucy og Susan var fulgt efter Aslan. De gemte sig bag en busk, hvorfra de kunne se, hvad der skete.

Efter at Heksen havde dræbt Aslan, forlod hun og hendes tilhængere stedet. Lucy og Susan gik op til stenbordet for at se til Aslan. Men han var død, og der var intet de kunne gøre.

Lucy og Susan blev hos den døde løve hele natten. Men da solen stod op, skete der noget usædvanligt. De hørte en høj lyd. Da de vendte sig om, så de, at stenbordet var flækket midt over og gået i to stykker. Og pludselig stod Aslan foran dem. Han var genopstået fra de døde. Han fortalte, at selvom Heksen kendte til Den Store Trolddom, var der en endnu større trolddom, som hun ikke kendte til. Når et frivilligt offer, som ikke har begået forræderi, bliver dræbt i stedet for en forræder, revner stenbordet og selve Døden bliver besejret. Derfor var Aslan blevet levende igen.

Efter at Aslan var død, var Peter og Edmund blevet anførere for Aslans hær. De kæmpede nu et stort slag mod Heksen og hendes tilhængere. Edmund havde udvist stort mod og var gået til angreb direkte på Heksen. Han havde ødelagt hendes magiske stav, så hun ikke længere kunne forvandle folk til sten. Men han var kommet slemt til skade og lå nu bevidstløs på jorden. Peter var løbet hen for at redde sin bror, og kæmpede nu mod Heksen.

Peter, Edmund og deres hær var tæt på at tabe kampen. Men i sidste øjeblik kom Aslan og reddede dem. Alle de mange indbyggere i Narnia, som Heksen havde forvandlet til sten, havde Aslan gjort levende igen. Så nu kom Aslan, Lucy og Susan løbende til undsætning i følgeskab med en stor hær.

Aslan brølede og sprang hen og dræbte Heksen. Få minutter senere var slaget forbi, og alle Heksens tilhængere var enten dræbt eller flygtet. Lucy brugte den styrkende drik, som hun havde fået af Julemanden, til at helbrede de sårede. Hun helbredte også Edmund, som var kommet slemt til skade.

Sammen gik de alle hen til slottet Cair Paravel.

Edmund, Peter, Susan og Lucy blev udråbt om konger og dronninger af Narnia. Inde i slottet stod der fire troner, som de satte sig på. Der blev holdt stor fest. Dagen efter var Aslan rejst, og der gik mange år, før han igen viste sig i Narnia. Men Edmund, Peter, Susan og Lucy regerede som konger og dronninger af Narnia de næste mange år.

Mange år senere var de fire søskende alle blevet voksne. De var taget ud på jagt for at fange Den Hvide Hjort, som ville opfylde ens ønsker, hvis man fangede den. Pludselig kom de til stedet, hvor lygtepælen stod. Her havde de ikke været i mange år, og de huskede kun stedet i en fjern erindring.

Pludselig kom de ud gennem garderobeskabet. De var nu alle børn igen og var iklædt det samme tøj, som de havde på, da de var gået ind i garderobeskabet. Selvom de havde været i Narnia i mange år, var der ikke gået noget tid hjemme i England. Det var den samme dag og den samme time, som da de var gået ind i garderobeskabet.

De fortalte professoren om alt det, de havde oplevet i Narnia. Og han troede på dem. Han havde selv været i Narnia, da han var barn. De spurgte ham, om de nogensinde ville komme tilbage til Narnia igen. Han mente, at det ville de nok gøre en dag. Men de skulle ikke forsøge at prøve at komme der til. Det ville ske på et tidspunkt, hvor de mindst ventede det. Sådan sluttede eventyret om garderobeskabet. Men hvis professoren havde ret, var det kun begyndelsen til flere eventyr i Narnia.