Se månedens billede
This site hosted by Web Wiz
Lugnet
Eurobricks
Brickset
Genveje: Indmeldelse | Kalender | Forum | Chat | Artikler | Kontakt

TV Champion i LEGOLAND

7. til 10 oktober 2005 - af Knud Richard Høj Thomsen

Telefonopkaldet

Det hele begyndte med, at jeg blev ringet op d. 27 maj 2005 af Hanne Hede fra LEGO Trading: Om jeg ville være med i et Japansk TV show? Det ville jeg gerne. Der kom 2 japanere og der skulle bruges 1 til 2 fra Danmark. Jeg fik tilsendt en video fra et show, der var sendt i januar. Da jeg havde set den, tænkte jeg: hvad er det jeg har sagt ja til. Det var dygtige LEGO-byggere, der var med og at konkurrere på det niveau bliver en udfordring.

Den 14. juni var Christian L. Rasmussen og jeg til et møde i Billund med Hanne og Tomoko fra LEGO Japan, hvor vi fik mere at vide om showet. Det skulle optages i oktober, men datoen var ikke endelig. Midt i juli fik jeg den (næsten) endelige dato. Der ville komme 3 TV-folk fra Japan, en tolk, Hanne og Tomoko på besøg den 20. august. Christian kunne ikke være med til showet da han skulle til Kina på det tidspunkt showet skulle optages. Hanne havde fundet en designer fra LEGO til at være den anden fra Danmark.

Den 20. august kom de førnævnte på besøg og fik en rundvisning på gården, hvorpå vi satte os i haven for at snakke. TV Champion er et show, der har kørt i 14 år i Japan med forskellige emner. Det show, der havde LEGO som tema i januar, var blevet så stor en succes, at de ville lave en opfølgning: de 2 bedste LEGO-byggere fra Japan skulle møde verdens bedste fra Danmark! Japanerne spurgte til den model, jeg ville bygge. Den skulle kunne være på en plade på 1 m gange 1 m, og det skulle være en model, hvor der inden i var en helt anden model. Dele som der var flere af måtte vi bygge i forvejen.

Idéen

Jeg havde gået og tænkt på en model, inspireret af Rumvikingetemaet på Byggepladen, et Vikingeskib som kunne ændres til et rumskib ved at sejlet kunne lægges ned og det indre var som et rumskib. Jeg lavede nogle skitser af LEGO-klodser, som de fik billeder af. Jeg havde fået lov til at lave den 140cm lang, da der ikke er meget plads indeni et skib. De syntes ikke rumskibsinteriøret var godt nok så de foreslog at lave modelbane i stedet for. Det krævede dog, at skibet blev større, 180 cm lang for at få plads til et tog. Det accepterede de.

Den anden fra Danmark havde pludselig meldt fra. Det gav en del uro indtil Emil Tin sagde ja til at deltage. Vi fik at vide, at vi måtte bygge alt det vi kunne inden showet, og vi skulle have en assistent.

15. september var deadline for bestilling af klodser. Forinden var jeg en tur på Vikingeskibsmuseet i Roskilde for at studere skibe og farver. Mørkeblå kunne jeg ikke få, så det blev mørkegrøn, gul og orange striber på øverste del af det brune skrog. Sejlet ville jeg lave af 12 knop plader for, at det kunne bøjes, der var kun gul og hvid at få.

Byg, byg, byg og byg

Fredag eftermiddag, den 30. september, kom klodserne og så var der 5 dage til at bygge i. Jeg fik brugt 25 timer på halvdelen af skibet og toget. Der var jo lige nogle køer der også skulle passes.

Om torsdagen pakkede jeg hestetraileren med de klodser jeg mente at have brug for, både mine egne og dem specielt til skibet.

TV og ko

Kl. 15:20 kom TV-holdet for at lave et indslag om mig. Studieværten var en kendt japansk komiker, Isomoto. En lidt mindre udgave af Bamse (ham med Vennerne). Vi skulle starte ude ved køerne på marken. Isomoto skulle komme og spørge efter LEGO, mens jeg stod mellem køerne. Jeg fik ham lukket ind i fennen, men køerne var bange for ham, så de trak sig væk da han ville "interviewe" dem. Lige uden for fennen gik der en ko med en nyfødt kalv. Jeg holdt kalven mens han "interviewede" den. Han sagde senere, at det var den bedste scene. Jeg skulle have køerne med hjem i stalden til malkningen. Jeg tænkte hvis jeg fik Isomoto med bag køerne ville de gå hjem. Jeg havde ikke tænkt på, at der stod flere japanere rundt omkring så det udviklede sig til en rigtig Wild West scene med en flok køer i fuld galop! (Håber ikke det kommer i TV).

De ville også have optagelser af malkningen. Efter jeg havde malket nogle køer spurgte jeg om Isomoto ikke ville prøve. Det var han ikke meget for men sagde dog ja efter noget betænkningstid. Det var første gang han så en ko tæt på. Det gik godt nok, dog fik han og jeg lidt ko-lort på tøjet. Det hænder, når køer bliver stresset. Vi skulle lige vaskes lidt inden vi gik videre. Derpå op til LEGO'et hvor jeg skulle interviewes. Det begyndte at blive over tiden. Vi skulle køre kl. 18:00, men det blev udsat til 18:45 for at vi kunne nå de sidste optagelser og være i Billund inden 20:00. Jeg pakkede de modeller "Vingborgs transportservice" (en ven fra Byggepladen) skulle tage med til Skærbæk, hvor der var LEGO-udstilling samme weekend, imens de lavede de sidste optagelser af modelbanen.

Billund! Vi havde nået vores mål

Vi kom til Billund lidt før kl. 20:00 og fik traileren parkeret indenfor hegnet, i LEGOLANDs serviceområde. Lidt efter kl. 20 var det blevet tid til at møde de japanske deltagere. De var stillet op foran kameraet i et hjørne af restauranten i Hotel LEGOLAND. Emil og jeg havde gaver med, som skik i Japan. Jeg havde fået Arla til at sponsere mine. De 2 japanske deltagere havde været meget spændt på at møde os (verdensmestre?) danskere. Den ene, en 17 årig gymnasieelev var så nervøs, at han rystede. Vi satte os til bords og fik suppe serveret som forret. Vi var os 4 deltagere, Isomoto og tolken Yuka, ved bordet. Efter vi havde spist og talt lidt sammen slukkede de kameraet og hele holdet spiste en udmærket 3 retters menu.

Fredag!

Fredag morgen, d. 7. oktober, var der morgenmad kl. 7. Kl. 8 tog vi bagindgangen til LEGOLAND og begyndte at gøre klar udenfor LEGO STUDIOS. Kl. 9:45 blev vi stillet op, klar til start. Min assistent Ronnie var ikke dukket op. Jeg blev spurgt om, hvem han var? Jo, jeg havde søgt på Byggepladens Forum og han var den eneste, der svarede. Var fra Lolland og havde fortalt mig i telefonen, at han ikke havde bygget så meget med LEGO!. Ellers kendte jeg ham ikke. De andre havde hhv. en kæreste, en bror og en far til assistent (og forberede sig sammen med). Jeg havde tænkt på, om jeg kom til at bygge selv. Men Ronnie viste, at han godt kunne bygge med LEGO. Dog var han ved at få pip adskillige gange, når jeg byggede noget om, som jeg ikke var tilfreds med.

Dagen gik med byggeri og interview af Isomoto kun afbrudt af en kort spisepause. Det hele blev filmet også frokosten. Dagen sluttede kl. 19, hvorefter der var pizza til os.

Lørdag!

Lørdag forlød på samme måde. Dog med et par indslag: TV-holdet havde spurgt, om jeg ikke kunne få en til at komme med en kage til at opmuntre "de hårdtarbejdende LEGO-byggere". Jeg havde fået en fætter med sin familie til det, - meget festligt. De fortalte bagefter, at de kunne høre Isomoto over hele LEGOLAND da de tog hjem om aftenen! (han var vist vant til at råbe publikum op fra en scene). LEGOLAND-garden kom også og lavede tattoo, som vi stod og så på. Dagen sluttede ved 20-tiden. Ronnie og jeg havde fået vikingeskibsskroget færdigt. Det havde været sejt da vi byggede en del om. Vi fik dog sejlet hejst inden dagen sluttede, for at styrke moralen.

Søndag!

Søndag var det regnvejr, så optagelserne blev flyttet ind i et lokale bagved LEGO STUDIOS. Vi skulle have det indvendige i skibet lavet: Et udsnit fra Tokyo-station (havde jeg lavet, men skulle bygge det igen for kameraet), Fuji-bjerget (jeg havde ikke kunnet finde et foto af det). Lørdag aften spurgte jeg derfor Yuka, om det og hun havde tilfældigvis et på hendes PC! Det ligner ikke den udgave, der står i det japanske afsnit i LL! Jeg spurgte kameramanden om, hvilken farve der var bedst i TV. Han mente mørkeblå så der blev skaffet nogle af de nye Harry Potter sæt med den farve. En japansk ris bonde og et japansk rispapir hus. Jeg satte de første og sidste klodser på taget til huset, foran kameraet, resten måtte Ronnie lave. Sådan er det at være assistent! Shinkansen's sidste motorvogn byggede jeg efter Ronnie var taget af sted. De andre vogne havde jeg bygget hjemmefra.

Lars og René fra Byggepladen kom forbi om eftermiddagen og så på forestillingen. Vi byggede til kl. 23, hvor konkurrencen blev officielt sluttet. Vi var alle næsten færdige. Emil manglede mest, os andre kun et par enkelte klodser. Ronnie skulle med tog hjem, så han var taget af sted 18:30. Jeg havde det halve af TV-holdet til at samle de 200 vikingefigurer, som kom på skibet. Isomoto syntes der skulle nogle vikinger op i masten - så det kom der!

tr>

Mandag! - finalen

Mandag formiddag fik jeg ryddet op i klodserne, vi havde brugt af. Der skulle også gøres klar til afgørelsen på Piratscenen kl. 13. Der var indbudt nogle af omegnens skoleklasser, i alt 100 elever og lærere, som dommere. Først skulle vi vise vores modeller til dommerne. Derpå blev os deltagere sendt om bag scenen, mens TV-holdet fandt ud af, hvem der havde vundet. Derpå blev vi kaldt ind på scenen igen, hvor vi skulle stå med ryggen mod publikum, mens de afgav deres stemmer med DUPLO klodser, som blev stablet bagved os.
Jeg blev nr. 4, Emil 3, de japanske brødre 2 og Akinaga 1.
Mens de andre kørte modellerne tilbage til rummet, vi havde bygget i, var jeg inde at se modelværkstedet.

Om aftenen lavede TV-holdet næroptagelser af modellerne. Jeg kørte hjem kl. 21 efter at have spist og pakket det sidste sammen.

Efterrationaliseringen

Modellerne var udstillet i LEGOLAND i efterårsferien. Da jeg hentede mit skib var det noget itu. Teltet de havde stået i var væltet så der blev lidt arbejde inden det var klar igen. Alt i alt en kæmpe oplevelse som jeg gerne gør om!

En gammel dansk mølle med en GBC bane indeni kunne være mit forslag til en revanche - tror jeg...

Knud Richardt H. Thomsen

Dette er et fan-kreeret websted, som ikke er sponsoreret, godkendt eller autoriseret af LEGO® Gruppen.
Alt indhold på dette websted tilhører Byggepladen med mindre andet er anført, og må ikke gengives uden tilladelse.
© Byggepladen. All rights reserved.
Background image © by Todd Lehman: Fibblesnork Backgrounds.
Partially powered by: Web Wiz Forums Copyright © Web Wiz Guide
Webmaster : webmaster email