Besøg ved Knuds togbane og rundvisning på Lego-fabrikken.

Beretning om foreningstur den 26. november, 2004
Af René Hoffmann, næstformand.

De drog mod vest

Turen startede tidligt om morgenen, hvor Martin Bruun (bestyrelsesmedlem og foreningens kasserer) og Mikkel Oldrup mødtes på Flintholm Station længe inden Fanden fik sko på. Samme sted skulle bestyrelsesmedlem Lars Lange med frue være stødt til, men en mindre detalje gjorde, at dén del af selskabet ikke var mødt op. Detaljen bestod i en Brobizz, som var glemt hjemme i Nordvest, og som absolut ikke kunne undværes, selvom resten af turdeltagerne stod og trippede i flere hundrede graders frost (Fanden var jo endnu ikke ude af sengen og varme op). Jeg er overbevist om, at der et sted i Hr. Langes aner må findes jyske gener. Nuvel, første del af stafetten kørte så uden rosinen i pølseenden, og samlede undervejs undertegnede - René Hoffmann - op ved motorvejen i Greve. Torben Egholm blev samlet op på samme vej - bare i den anden ende - Korsør. Og så gik det ellers derover ad med et pitstop på tanken på Fyn, hvor vi mødtes med de to forsinkede, som i mellemtiden havde overhalet os andre, mens vi var kørt fra i Korsør. (Fart-bøller!!)

Ankommet

Da vi endelig nåede Janderup (nær Varde), havde GPS'en indlagt en velfortjent pause til os. Så vi holdt et par minutter og ventede på, at den igen ville vise vej, så vi kunne finde frem til Knuds togbane. Enkelte personer mente, at pausen og forsinkelsen fra starten var helt planlagte, eftersom vi ankom til Knud præcis kl. 11, som var målet fra starten.

Teknik

Martin, Lars og jeg selv havde jo set banen før, så vi vidste udmærket, hvad vi gik ind til. Men Mikkel, Torben og Heidi havde kun set billeder derfra, og de blev helt stille, da de kom op på førstesalen af stalden, hvor Knuds togbane ligger. Men synet er også ganske overvældende første gang!! Det kan man ikke få genfortalt - det skal opleves!! Måske virker det også ekstra imponerende, når det udefra bare ligner en kostald, og når man så kommer ind, så er der bare toge, bygninger, biler, veje og skinner overalt!

For de uindviede er her lidt nøgletal om Knuds bane:

• 100 kvm togbane
• 425 meter 12-volt skinner
• 60 meter 9-volt skinner
• 47 stk. 12-volt lokomotiver (heraf mange hjemme-byggede)
• 28 stk. 9-volt lokomotiver
• 250 vogne
• 3500 meter kabler
• Ca. 800.000 klodser
• 8 års konstruktion

Det hører også med, at alle skiftesporene har Knud selv gjort fjernstyrede via computeren. Der er desuden indbygget hjemmelavet lys i mange lokomotiver, passagervogne og bygninger. Knud har også selv lavet infrarøde signaler, så computeren ved hvor på banen, togene befinder sig. Derudover har han selv lavet al elektronikken og programmerne på computeren, så togene kan køre via en computerstyret køreplan.

Detaljer

Af andre sjove detaljer kan nævnes et lokomotiv med indbygget Märklin damp-generator, en kørende svævebane, en virkende kran med grab, en kørende, udvendig elevator på en af bygningerne og en (næsten) virkende drejeskive.

Det må siges at være et voldsomt imponerende bygningsværk!! Jeg fatter simpelthen ikke, at man kan få tid til at bygge sådan et stort anlæg… Som Lars sagde til fruen, da vi kom ind af døren: "Kan du se, hvor blid, jeg er??" Og dét må siges at være en god pointe! Jeg kan anbefale alle medlemmer at tage deres bedre halvdel med til Knuds bane, hvis modparten brokker sig over den tid, man bruger på Lego… I forhold til dette, så er vi vist alle små uskyldige lam - også selvom der godt hurtigt kan ryge 8-10 timer eller mere på Lego pr. uge… Knuds bane er simpelthen et livsværk!

Frokostpause

Efter at have savlet, drømt, komplimenteret, rost, misundt og på mange andre måder afsløret vores respekt for den store bane, så var vi alle blevet lidt sultne, så vi kørte på en frokostrestaurant ved navn White Horse, hvor der var en dejlig buffet til rimelige penge. Dog var de vist ikke helt vant til et ryk-ind på 7 personer, så de fik pludselig travlt i køkkenet. De 2 fiskefileter, der lå klar, da vi kom, de fik i hvert fald hurtigt ben at gå på. Men der kom hurtigt nye forsyninger. Efter cirka 3 kvarters sladder og løgnehistorier, sagde Knud farvel, og vi andre satte kursen mod Mekka… Lego's fabrikker...

Det var med stor spænding, at vi cirka 14.50 drejede ind på P-pladsen ved Lego Center. Indenfor stødte vi til Martin Bjerregaard, Morten Gravgård og Hans Nielsen, alle 3 med tilhørende påhæng. Vi blev alle budt hjertelig velkommen af vores rundviser, Eric Palludan, som startede med at byde os på hjemmebagt chokoladekage og lidt kaffe og sodavand. Allerede ved velkomsten viste Lego deres professionalisme, da Byggepladen stod på de digitale velkomstskærme i receptionen og ved indgangen til vores auditorie. Verdensklasse!

Vel ankommet

Auditoriet var bare et af flere i Lego Center. Vi havde det mindste auditorie med plads til 50 mennesker. Vi så også det store, hvor der var plads til et par hundrede personer. Eric fortalte her en lille anekdote om, at da det blev bygget, havde en af Kristiansen'erne (var det nu Kjeld eller Godtfred? - det har jeg glemt) snakket med ingeniøren om, at "det var da alt for småt". Ingeniøren havde så informeret om, at dén størrelse havde hele tiden været planen, og nu kørte byggeriet jo deruda', så det kunne man ikke bare sådan lige lave om på. Hertil havde Kjeld eller Godtfred så sagt "jamen så må du jo bare bygge en balkon ovenpå!" Som sagt - så gjort… Auditoriet blev udvidet med en balkon med plads til 50 ekstra. Mit gennemgående indtryk af både auditorierne - men også Lego's generelle byggerier rundt omkring - er, at det er udført i de bedste materialer og med det bedste inventar - ligesom legetøjet. Alene kontorstolene i auditorierne må have kostet en formue! Men som vi alle ved: "Det bedste er ikke for godt."

Godt bænket i auditoriet, fik vi en officiel velkomst af Eric, og derefter gik han i gang med at fortælle om firmaets historie. Vi kom godt omkring med både Ole Kirk Kristiansen, Godtfred og Kjeld, og fjerde generation blev også lige rundet. Nogle af børnene har valgt "civile" karrierer, mens det tegner til, at en enkelt stiler mod en lederstilling indenfor imperiet. Så det lader til, at klodsens fremtid er sikret. Vi hørte også om de gentagne brande og udvidelser, men sjovest var det nok at se legetøjets udvikling gennem tiden. Vi så eksemplarer helt fra den første træ-and, som ved hjælp af en simpel fjeder rapper helt naturtro, når man kører med den. Vi fulgte udviklingen videre, hele vejen gennem plast-traktoren til forskellige faser i Lego-klodsens udvikling fra dengang og til i dag - og med eksempler på flere forskellige serier.

Efter foredraget var det tid til en film, som understøttede dias-foredraget fra før. Igen masser af sjove detaljer for Lego-freaks som os! Da filmen var slut, fik vi udleveret hver vores Star Wars Mini-sæt, som vi kunne sidde og muntre os med, mens Eric ryddede op efter sig/os. Der var historisk legetøj spredt ud over næsten hele auditoriet, så det var nok en meget god idé at få os alle sammen pacificeret - og Eric kendte midlet. Vi var stille som aldrig før - eneste lyd var klodser, der raslede! (Og enhver "bedre halvdel" er hermed opfordret til at tage dette tip til sig!)

Idéhuset

Da foredraget og filmen var overstået, gik vi ned i kælderen, hvor Lego har det, de kalder "Idé-huset". Det viser Lego's historiske udvikling gennem billeder, plancher, plakater, udstillingsmontrer og udvalgte modeller. Her fik vi alle sammen rigtig lang tid til at gå! Her var bl.a. udstillet nogle af de gamle maskiner til både plast og træ. Der var en stor montre med mange af de HELT gamle Lego-klodser fra dengang, hvor man ikke købte sæt, men små æsker med én type af eksempelvis 8 ens "Lego Mursten" (som Lego-klodsen hed dengang). Vi så også et rum, der var udformet som en gammel legetøjsforretning ville have set ud - med alle produkterne fra dengang. Virkelig gennemført ned til mindste detalje!

Men udstillingens perle var nok en kæmpestor lodretstående kuglebane. Dén vakte begejstring hos delegationen! Kuglen starter i toppen og kører gennem et sindrigt system af vipper/slidsker/spiraler fra toppen og ned i bunden, hvor den kører rundt med et tog, som til sidst dropper kuglen i et hul, hvor den kører op i en elevator indvendigt i modellen, og starter forfra i toppen. Toget og elevatoren virkede dog ikke, men det gjorde resten af banen, så dén stod i høj kurs!

Herefter var det en tur op i stueetagen, hvor Lego har hele deres produktsortiment stående. Bygget og udstillet, så man kan afprøve det. Nu er foreningens medlemmer jo af natur lidt "pilfingrede", så her blev vi hurtigt spredt for alle vinde, mens modellerne blev testet. Desværre var vi forment adgang til førstesalen, hvor hele næste års produkter stod linet op. Det ville ellers have været guld værd, men vi fik da et lille snig-kig ind gennem en glasdør til et aflåst kontor, hvor der stod en æske med den nye politistation og en katamaran-speedbåd. Politistationen ser ikke ud til at være helt ved siden af!

Som afslutning på den del af turen, der foregik i Lego Center, fik vi hver et Lego-sæt. Såvidt jeg nåede at spotte, så var der 3 forskellige sæt. Jeg selv fik en "4729 - Dumbledore's Office", men andre gik derfra med "7035 - Police HQ" og "4513 - Grand Central Station". Så det må siges at være flotte gaver!

Fabrikken

Mæt af indtryk - men ikke i maven (og ingen hentydninger til mit eget vel-proportionerede korpus, tak!) - fik vi serveret sandwiches, sodavand og kaffe i kantinen, så vi lige kunne komme mentalt ovenpå igen. Her fik vi os også en snak om al den kunst, som hænger spredt overalt. Meget er gaver og priser, som er gået til Lego for bygnings-design, men meget af det er også hæders-priser for legetøjet. Desuden har Lego også en aftale med en kunstforening, som jævnligt skifter ud i malerierne. Det er dejligt, at uanset hvor man kommer, så er der noget at kigge på. Det være sig malerier, Lego-relaterede billeder, Lego skulpturer, små udstillingsmontrer eller plakater. Dette billede er taget på en af gangene i Lego Center.

Endelig var det blevet tid til rundturen på fabrikken, så vi kørte i kortege til fabriks-faciliteterne, som ligger cirka en kilometer fra Lego Center. Man kunne næsten mærke, hvordan spændingen steg, efterhånden som vi gik gennem gangene og kom nærmere til selve hjertet af Lego's bygninger. Fabrikken er opbygget som én lang, central bygning på cirka halvanden kilometer, hvor der på hver side går fingre ud til de enkelte produktions-haller. Såvidt jeg forstod, så kan man i grove træk sige, at granulatet kommer ind i den ene ende, og så kommer de færdige sæt ud i den anden ende af bygningen.

Men alene størrelsen på bygningen er imponerende. Det er simpelthen enormt!! Det er dog ikke så mærkeligt, når man tænker over, hvor stort et planlægningsarbejde og logistik, der skal til for at få alting til at gå op i en højere enhed. Vi snakker milliarder af klodser, der skal pakkes i millioner af sæt hvert år!! Godt, jeg ikke skal stå for at få dét til at fungere! Man kan ikke andet end at være dybt imponeret!

Produktionen

Tilbage til rundturen: Vi startede med at se de store kasser med rent granulat, som nærmest ligner riskorn. Det var en mærkelig, men dejlig fornemmelse at stå og køre fingrene igennem granulatet. Jeg tror, der kunne komme en dejlig dyne ud af nogle kilo granulat og et dynebetræk! Eric fortalte bl.a. at hvis der kommer bare et par enkelte granulater af en forkert farve ned i en kasse, så er det nok til, at hele produktionen fra dén kasse må kasseres. Så vi fik strenge instrukser om, at dét fik vi kun lov til i den første kasse! Derefter var det strengt forbudt at stikke fingrene i granulatet! (Enkelte fik vist lyst til at smide et par enkelte sorte granulater i den "ny-grå" kasse med granulat - men farve-diskussionen lader vi ligge her.)

Herefter gik vi ind i nogle af de mange støbehaller. Her kommer granulatet til i store støvsuger-slanger, hvorefter det sprøjtes direkte ind i maskinen, som opvarmer det til over 200 grader på et par sekunder. Herefter presses den varme masse sammen i et enormt tryk i 15 sekunder, hvorefter det afkøles - og vupti - så har man Lego-klodser. Vi så også andre typer støbemaskiner, heriblandt nogle, der støber to farver ind i hinanden, så det giver en blandings-effekt. Nærmest ligesom airbrush. Personligt var jeg meget benovet over en anden maskine, som støber klodser der har to forskellige farver i den samme klods - men med en skarp afgrænsning mellem farverne. Det var fascinerende at se på, hvordan maskinen og robot-armen får lagt klodserne i præcis den samme position, så de kan lægges rigtig ind i maskinen. Når man ser antallet af maskiner og tænker over, at hver maskine koster op mod 10 millioner, og hver støbeform kan koste over én million, så er det ikke så underligt, at Lego koster, hvad det koster!

Lageret

Som afslutning så vi højlageret og læsserampen. Kasserne, som bliver fyldt med klodser ved støbemaskinerne, bliver automatisk hentet af robotter, som kører dem ind på transportbånd, som fører til højlageret. På dét lager er der plads til - og hold nu godt fast! - 225.000 kasser med elementer!!! Mon ikke, man kunne bygge en enkelt kreativ MOC eller to?? Desværre ankom der ikke nogle kasser til lageret, mens vi stod der. Jeg ville ellers gerne have set, hvordan det foregik. Det virker som om, hele produktionen er fuldautomatisk, så klodserne nærmest ikke bliver rørt af menneskehænder fra de kommer ud af støbeformen, og indtil de ryger i det færdige sæt.

På læsserampen så vi en lastbil, der var bakket til. Den blev brugt til intern transport, så den var udstyret med en sindrig mekanisme, som gjorde, at de "bulk-kasser", som Lego bruger internt, ikke skal pakkes om. De læsses bare ind i bag-enden af lastbilen, og så kører de selv ind i lastrummet. Smart! En anden lastbil med en 40-fods container var ved at blive læsset med varer, som skulle til USA. Gaffeltrucken var også ret smart. Den kunne tage en hel palle varer, men lod selve pallen stå på gulvet. På den måde kan containeren pakkes med 10% flere klodser, og derved spares der penge på logistikken. Det bliver til rigtig mange sparede penge med alle de containere, der ryger til USA hvert år til ompakning til færdige sæt!

Alt godt kommer til en ende

Til slut mødtes vi ved udgangen til "de-briefing". På det tidspunkt var vi vist alle godt trætte af indtryk og i fødderne, så udfyldelse af evaluerings-skema over vores besøg var en velfortjent hvilepause. Jeg tror kun, der kom positive tilbagemeldinger. Alt i alt var vi vist en tilfreds fan-gruppe, der sagde farvel og tak for denne gang til vores fremragende guide - Eric Palludan.

Tilbage var kun turen hjemad. For os sjællændere, var det en lang tur hjem, hvor vi for en gang skyld ikke snakkede i munden på hinanden… Og jeg sov godt dén nat! Og ja - jeg drømte om Lego. Igen!